VORES AMBASSADØRER
Gifted Children har fem suveræne ambassadører, som er blevet nøje udvalgt på baggrund af foreningens unges ønsker og udtalelser.
Ambassadørerne har skrevet kontrakt med foreningen med henblik på at sprede det gode budskab om højtbegavede børn og derved være medvirkende til at skabe større åbenhed omkring foreningens formål, virke og medlemsskare.
-
Udover at være ambassadør for Gifted Children er Anja Cetti Andersen astronom og astrofysiker ved Niels Bohr Instituttet i København, hvor hun er tilknyttet Dark Cosmology Centre. Hun forsker i stjernestøv med henblik på at kortlægge hvordan støv dannes i universet og hvilken indflydelse det har for planetdannelse, stjerneudvikling, samt for observationer af det tidlige univers.Anja siger, at hun har valgt at være ambassadør for Gifted Children, fordi hun er stor tilhænger af at alle børn skal have mulighed for at udfolde sig som dem de virkelig er.
Læs mere om Anja C. Andersen på hjemmesiden http://www.dark-cosmology.dk/~anja/
-
Linda Kreger Silverman, Ph.D., er uddannet og autoriseret psykolog og har studeret højt begavedes psykologi, vurdering af høj begavelse og uddannelse af højtbegavede siden 1961.Silverman er stifter og leder af the Institute for the Study of Advanced Development og dets datterselskab, the Gifted Development Center, i Denver, USA. I løbet af de sidste 33 år har hun i regi af Gifted Development Center screenet over 6.000 børn, og centret har derfor i dag verdens største datasamling på området.
Linda Silverman har bidraget med over 300 artikler og adskillige bøger på området, for eksempel den netop udgivne Giftedness 101, der blandt andet omhandler højtbegavede børn og deres uddannelse.
Linda Silverman er blandt andet udpeget til The National Association for Gifted Childrens task force om sociale og emotionelle behov hos højtbegavede børn, samt ekspertpanelet der rådgiver Riverside Publishing i forbindelse med den næste revision af Stanford-Binet-intelligensskalaen.
Siden Linda Silverman deltog i Gifted Childrens konference i 2013, har hun fulgt foreningen tæt. Hun banede vejen for, at Gifted Children fik mulighed for at holde indlæg på World Council of Gifted and Talented Children’s konference i Louisville i 2013, og arbejder på at etablere udvekslingsmuligheder mellem Gifted Children og lignende foreninger i USA.
-
Den danske astronaut Andreas Mogensen er ambassadør for foreningen Gifted Children for at få videnskab og høj begavelse frem i det danske uddannelsessystem.”Gifted Children er jo en mulighed for at fange nogle børn og unge, som har nogle særlige evner og eventuelt en interesse i naturvidenskab og teknik,” siger Andreas Mogensen, der selv har en PhD-grad i Aerospace Engineering fra University of Texas i Austin, og fortsætter:
”Derudover synes jeg, det er godt at have nogle rollemodeller, og der håber jeg jo selvfølgelig, at jeg kan inspirere medlemsbørnene i Gifted Children og vise, at hårdt arbejde betaler sig. Selvom man er ”gifted” kræver det stadig hårdt arbejde.”
Selv opdagede han sin høje begavelse i netop det amerikanske skolesystem, hvor standardiserede tests er en fast del af dagligdagen:
”Man fik resultatet i percentiler – altså, hvor højt man lå i forhold til alle andre – og der var mit kryds i især matematik og logik næsten altid helt ude i margenen af papiret. Og jeg er også konkurrencemenneske, så jeg har altid gerne villet kæmpe for at være den bedste.”
”Jeg har meget den amerikanske tankegang: Selvfølgelig skal det indrettes efter eleven. De, der skal have hjælp, skal have det, mens de dygtige altså også skal have ekstra udfordringer. Alt andet er næsten tåbeligt,” siger astronauten, der selv blev fritaget fra almindelig matematik i femte og sjette klasse for i stedet at arbejde i næste års bog eller løse logik-opgaver.
Læs mere om Andreas Mogensen her: http://andreasmogensen.esa.int/
-
Udover at være ambassadør for Gifted Children er Christian Fuhlendorff stand-up-komiker og tv-vært.Du kender ham måske fra tv-serien Kristian på TV2 Zulu, Comedy Aid, Mit første one man-show på Comedy ZOO, stand-up-showet Biblen, Talegaver til børn, Tjenesten på P3, Livet i nødsporet og Husk lige tandbørsten på DR1, samt one man-showet Enestående.
Læs mere om Christian Fuhlendorff på www.christianfuhlendorff.dk.
Christian har skrevet følgende om hvorfor han har valgt at blive ambassadør for Gifted Children:
“Har du hørt om Gifted Children? Gifted Children er forening for højt begavede børn, som jeg har haft den glæde at underholde til deres årlige sommerlejr, en del gange efterhånden. Og tro mig, de er nogle af de skarpeste knive vi har liggende i den danske skuffe, men de forbliver kun skarpe hvis vi husker at slibe dem rigtigt.
I dagens Danmark tager vi ikke særligt hensyn til de højt begavede børn. Det er som om man tænker: “De skal jo nok klare den”. Men burde de ikke have muligheden for at udleve deres potentiale?. Tænk, hvis vi går glip af en kræftkur, en banan hvor skralden ikke brækker irriterende af, eller et godt stand up show? Det sidste er nok ikke tilfældet. Det er det andet nok heller ikke.
Jeg havde det selv svært i skolen. Jeg ved ikke om jeg var et særlig begavet barn eller om det var fordi jeg havde en diagnose af en art. Jeg kan godt lide ideen om det første. Skolepsykologen kunne godt lide ideen om det sidste. Under alle omstændigheder – jeg ved hvordan det er at kede sig i skolen, fordi der ikke bliver taget hensyn.
Det er i hvert fald en sag jeg godt vil støtte op om, derfor sagde jeg også ja, da jeg blev spurgt om jeg ville være ambassadør for foreningen.”
-
Vincent Hendricks, dr.phil., ph.d, eliteforsker og professor i formel filosofi ved Københavns Universitet – ambassadør for Gifted Children.Hendricks er en aktiv samfundsdebattør. Han er klummeskribent for Ingeniøren, kommentator på Dagbladet Information og inviteres jævnligt til at give ekspertudtalelser i forskellige medier. Han har været vært og tilrettelægger på programmerne Tankens magt, Vincent vender virkeligheden og Eliteforskerne på dk4 samt Gal eller genial, Kontrovers og Vincent – kort og kompakt på DR2.
Læs mere om Vincent på hjemmesiden http://www.vince-inc.com/vincent/
Vincent Hendricks har skrevet følgende om sin motivation for at blive ambassadør for Gifted Children:
“Semper ardens” betyder altid brændende; altid undersøgende, spørgende, nysgerrighed, vidensbegærlig og … altid arbejdsom. Begavelse er godt, men begavelse sammen med slid og virkelyst er endnu bedre. Hårdt arbejde er desværre stærkt undervurderet i disse dage, hvor hurtig, men flygtig, anerkendelse antageligvis er bedre end den robuste og langtidsholdbare foretagsomhed. Gifted Children forener begavelse og ildsjæl – vov at vide, grib dagen, tag slidet.